Den organiserede illegale rutesejlads til Sverige tog sin begyndelse i efteråret 1943 og fortsatte til befrielsen. Man regner med, at de kendte ruter transporterede omkring 6-7.000 flygtninge, hertil kom ca. 6.000 jødiske flygtninge, som kom til Sverige, før ruterne fik fast form.
På grund af ruteorganisationernes placering i Sverige var det muligt at etablere egentlige arkiver uden fare for afsløring. Rigsarkivet opbevarer flere af disse rutearkiver. Enkelte arkiver bærer navn efter ruteorganisationens navn, men flere er afleveret af enkeltpersoner, som deltog i det illegale rutearbejde og er henlagt på personens navn. Disse arkiver kan derfor være vanskelige at lokalisere.
I listen er samlet en række relevante arkiver.
| Arkivskaber | Rutenavn |
| Poul Lauritz Skibsted Prom | Marinens Ruter |
| Jørgen Stilling | Marinens Ruter |
| Werner Gyberg | Dansk Hjælpetjeneste |
| Verner Jensen | Dansk Hjælpetjeneste |
| Frederik Christian Bangsbøll | Marinens Ruter |
| Arne Sejr | Studenternes Efterretningstjeneste |
| Aage Skjoldby | Speditøren |
| Ebbe Munck |
Bl. a. Dansk-Svensk Flygtningetjeneste, Øresundstjenesten, Dansk Hjælpetjeneste |
| Dansk-Svensk Flygtningetjeneste | Dansk-Svensk Flygtningetjeneste |
| Nordisk Shipping | Nordisk Shipping |
| Øresundstjenesten | Øresundstjenesten |
Arkiverne er meget uens i størrelse - fra 1 læg til 14 pakker - og indholdet varierer. Størst er Dansk-Svensk Flygtningetjenestes Arkiv med fyldig korrespondance og passagerlister.
Se arkivernes indhold i Daisy. Brug arkivskaberens navn, når du skal søge.
Bemærk, at der skal søges om adgangstilladelse til flere af arkiverne.
Se også Ole Barfoeds samling af beretninger og materiale vedr. de illegale ruter til Sverige (Håndskriftssamlingen IV.T.48).