Fra fællesskab til individualisme?

Landboreformerne i slutningen af 1700-tallet ændrede fundamentalt vilkårene for hvert enkelt menneske på landet. Dyrkningen af markerne, boligforhold, ejendomsforhold, økonomi, sociale og familiære forbindelser var tæt forbundne og afhængige. Da man ændrede måden, jorden skulle dyrkes, spredte virkningerne sig som ringe i vandet.

Landsbyfællesskabet

Landsbyen var både et socialt fællesskab og et dyrkningsfællesskab. Ofte ses navnet fællesskabets tid om tiden før landboreformerne i slutningen af 1700-tallet.

Landsbyen var centrum for de fleste af landbefolkningens sociale og kulturelle relationer. Det var inden for landsbyens grænser, livet primært udfoldede sig.

Dyrkningsfællesskabet bestod i, at hver bondes jord ikke lå samlet i en adskilt jordlod, men var placeret mange forskellige steder i landsbyens samlede jord, som blev kaldt bymarken. Det indviklede system krævede, at der blev taget fælles beslutninger af byens gårdmænd på bystævnet. De skulle beslutte hvornår, der skulle pløjes, harves, sås og høstes.

Reformerne

Landboreformerne var et radikalt brud med, hvordan man i århundreder havde levet og tænkt på landet. Nye dyrkningsmetoder, nye ejendomsforhold og nye måder at fordele jorden på betød, at helt grundlæggende ting i hverdagens rutiner og gøremål blev ændret for alle landets gårdmænd, husmænd og deres familier.

Den mest fundamentale reform var udskiftningen. Den bevirkede, at dyrkningsfællesskabet i landsbyen ophørte, og at hver bonde fik sin egen jord liggende i et separat lod.

En gang bonde - altid bonde?

Gensidig afhængighed gjorde landsbyen til tætvævet net med sociale, familiære og økonomiske relationer. I løbet af et liv kunne en mand både være i tjeneste som karl, blive husmand, gårdmand og komme på aftægt.

Men efter udskiftning af gårde og huse fik betegnelserne gård- eller husmand større betydning for den enkeltes identitet og tilhørsforhold. Nu kunne man fødes på en gård, og hvis man var den ældste søn, kunne man overtage gården og en dag selv give (slægts)gården videre til sin ældste søn. At være gård- eller husmand var ikke længere faser i livet, men noget man var født til at være.