4. Heraldiske principper

Klik på illustrationerne for at se dem i stort format.

En af den burgundiske hertug Karl den Dristiges vægtæpper, der blev schweizisk krigsbytte i slaget ved Granson 1476. Våbenerne for Ny-Burgund (liljer), Gammel-Burgund (skråt stribet), Brabant (guld løve) og Limbourg (rød, dobbelthalet løve) er gengivet i rektangulære felter. Kun Flanderns våbenmærke (sort løve) ses i et skjold.

Kampscene i den illustrerede krønike om kejser Henrik VIIs kroningsrejse til Rom 1310-12, malet ca. 1345. Der ses heraldiske motiver på skjolde, kjorteler, hestedækkener og i lansefaner.

Kongen af England til hest malet i "Armorial de la Toison d'Or et de l'Europe", 1425-66. Våbenmærkerne er broderet på kjortelen og hestedækkenet. Hjelmtegnet ses på hjelmen, men der er intet skjold. De franske liljer er udtryk for den engelske konges krav på Frankrigs trone.

Korrekt gengivelse af rigsvåbenet og kronen kræver overholdelse af regler, som er betinget af heraldikken

De vigtigste krav angår udformning, farvelægning og placering. Kravene skal sikre, at det symbolske udtryk for statslig overhøjhed er genkendeligt, at det ikke forveksles med andre landes statskendetegn, og at dets overordnede karakter respekteres.

Hvad er heraldik?

Heraldikken, heroldskunsten, er både en videnskab og en kunstnerisk disciplin. Teoridannelsen har rødder i middelalderen og fik vægtige bidrag i 1600-tallet.

Når man i almindelighed taler om heraldiske regler, drejer det sig ikke om formelt fastsatte bestemmelser. Men der tænkes på et sæt af normer for våbeners indhold, farvelægning og sammensætning, som har vundet almen anerkendelse på det teoretiske og kunstneriske plan. De er et resultat af udvikling, brug og tradition og ligger i klar forlængelse af deres middelalderlige oprindelse.

Den kunstneriske beherskelse af genren forudsætter indlevelse i heraldikkens formsprog og forståelse for dens udtryksmidler.

Oprindelse og normdannelse

Heraldikken opstod i Vesteuropa i 1130'erne som følge af den hjelmklædte krigers behov for at give sig til kende. Man bemalede kampskjoldet og undertiden også andre rustningsdele med let genkendelige figurer i klare kontrasterende farver. De samme motiver kunne gengives i faner. Skikken blev hurtigt præget af normdannende regler.

Oprindelig var våbenmærket personligt. Men efterhånden som man lagde vægt på arvelighed og dermed kontinuitet, fik våbenet en mere permanent karakter. Det blev et symbol, hvortil der knyttedes retlige forestillinger. For fyrsternes vedkommende fik brugen af våbener især betydning i territorial og politisk henseende. I statslig sammenhæng blev den ofte af lang varighed.

Selv om brugen af bemalede skjolde efterhånden ophørte, fortsatte man med at gengive våbener, fordi de var blevet visuelle udtryk, der straks genkendtes af mange. Skjoldet blev især for fyrsternes vedkommende kombineret med værdighedstegn, der placeredes over eller omkring skjoldet.

Den regelbundne brug af våbener blev et kulturfænomen af stor kunstnerisk og psykologisk virkning. Siden middelalderen har den sammen med brugen af faner og flag spillet en iøjnefaldende rolle navnlig for fyrsternes og staternes ydre fremtræden. Herolderne udviklede et særligt fagsprog, blasonering, hvormed våbener beskrives kort og éntydigt.

Forskellige stilarter

Skiftende tider satte hver deres præg på udførelsen og gengivelsen af våbenskjolde, og kunstnerne fortolkede de ældre våbeners billedindhold i pagt med deres samtids formsprog. Undertiden førte det til frembringelser, der kun havde ringe lighed med den klassiske heraldiks stilidealer og farveregler.

Også i dag er der spillerum for den enkelte kunstner inden for de rammer, heraldikkens egenart sætter. Brugen af fotokopiering, e-mails og desk top publishing stiller særlige krav til våbeners og andre symbolers genkendelighed.

Udtryksformer

Heraldikken er kendetegnet ved, at figurerne i skjoldet især får karakter gennem deres fladevirkning. De er ikke naturalistiske og fremtræder med markante konturer. Figurerne udformes således, at de udfylder skjoldet eller feltet mest muligt.

Dyr og planter karakteriseres ved stærk stilisering. Størrelsen overdrives bevidst, hvad angår kløer, haler, tunger m. m. Spændstighed og kækhed præger den gode heraldik.

Skjoldets indhold farvelægges principielt sådan, at farverne rød, blå, sort og grøn støder op mod metallerne guld (gul) og sølv (hvid). Derved tilvejebringes en optimal mulighed for at erkende skjoldfigurerne på afstand.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Våbener med hjelme og hjelmtegn i Konrad Grünenbergs våbenbog, 1483.
Figurerne fylder skjoldfladen eller feltet helt ud.