Brugermøde på Landsarkivet for Fyn den 25. oktober 2011
Program
1. Kort orientering ved seniorforsker Peter Fransen om arkivets tiltag 2010/11 samt planer for 2012.
2. Valg af repræsentant til Brugerrådet.
3. Arkivchef Steen Ousager beretter om baggrunden for de seneste indskrænkninger i landsarkivets åbningstider og redegør for de nye formidlingstiltag, som er i støbeskeen.
4. Diskussion
Referat
Ad. 1 Peter Fransen bød velkommen til de 11 fremmødte deltagere. På formidlingssiden havde LAO fortsat sine aktiviteter med fyraftensmøder, nyhedsbreve og montreudstillinger.
Dette arbejde vil blive videreført i 2012. Af nye initiativer vil man for 2011/12 forsøge sig med en mere aktiv indsats over for de fynske medier – bl.a. med Månedens arkivalie, hvor den gode historie sættes i centrum.
Overordnet er målet at synliggøre det spændende autentiske kildemateriale om den danske kulturarv, som Landsarkivet rummer. Fra 2012 vil der for hvert halvår være et til to foredrag i Statens Arkiver Vest om et fælles tema.
I første halvår 2012 er temaet Skibsfart, i andet halvår er det Børn i historien.
Af de umiddelbart mindre synlige akiviteter er arbejdet med DAISY-registrering af arkivmaterialet i Islandsgade blevet fortsat og forventes færdiggjort med udgangen af 2012.
Af større afleveringer forventes i indeværende år en stor aflevering fra Fyns Politi og fra Region Syddanmark (arkivmateriale fra Fyns Amt). I 2012 følger Retten i Odense.
I forhold til de ønsker, der blev fremsat på sidste års brugermøde, kunne det konstateres, at flere var blevet imødekommet, men at der desværre ikke var blevet fundet midler til opsætning af fotolamper til brug ved digitale optagelser på læsesalen.
På dagens møde blev LAO kraftigt opfordret af de fremmødte til at udskifte stolene på læsesalen. Stolene kan bl.a. ikke højdeindstilles, og de er meget levende på det glatte gulv.
LAO er ved at undersøge muligheden for at indrette et gruppemøderum i tilknytning til læsesalen.
Ad. 2 Der var indkommet to kandidater til den ledige plads i Brugerrådet. Ved det efterfølgende valg fik Finn Andersen 8 stemmer, Rikke Fredeløkke fik to stemmer og en stemmeseddel var blank. Finn er således valgt til Brugerrådet, og Rikke er suppleant.
Ad. 3 Steen Ousager redegjorde for baggrund for de indskrænkninger, der havde fundet sted i Statens Arkivers åbningstider.
Baggrunden er, at der skal sættes fokus på mere udvikling og mindre drift og en styrkelse af nye vejledningsindsatser.
Der sættes bl.a. mere skub i digitaliseringen af arkivalier, som efterfølgende lægges ud på nettet.
Arkivalieonline og Dansk Demografisk Database har oplevet en voldsom vækst i antallet af brugere, og den nyeste brugerundersøgelse, som SA har foretaget, viser at der er stor efterspørgsel på digitale ydelser fra SA.
Satsningen på flere digitale ydelser og et faldende besøgstal på læsesalene har betinget indskrænkningen i åbningstiden.
For at begrænse generne for arkivets brugere har SA valgt at skære der, hvor der var færrest besøgende.
I de kommende år vil SA arbejde for at SAs digitale ydelse kommer til at ligge på en fællesplatform. Det skulle gerne forbedre brugervenligheden af de systemer, der anvendes.
For at tiltrække nye brugergrupper arbejdes der med et digitalt tilbud, som er rettet imod folkeskolens ældste klasser samt gymnasiet. Udgangspunktet for Aargang 0 er beskrivelsen af syv virkelige børn og unge, som har det til fælles, at de er født år 1900.
Ad. 4 Brugerrådsmedlem Gudrun Hauge kunne berette, at der havde fundet en underskriftindsamling sted, som protesterede imod indskrænkningen i åbningstiderne samt den øgede digitalisering.
De kilder, der blev digitaliseret og lagt på nettet tages ud af drift på læsesalen, hvilket blev beklaget i protestskrivelsen.
I alt 44 personer havde skrevet under. Et resultat hun ikke fandt overvældende. Det overvejes, om skrivelse skal sendes til SA eller ej. Steen Ousager opfordrede hende til at sende skrivelsen, da ordningen skal evalueres i 2012.
Som et ”plaster” på såret blev det fra en af brugerne foreslået, at de fotokopier af ældre fynske kirkebøger, som står på biblioteket, placeres tættere på læsesalspladserne. Peter Fransen lovede at se på sagen.
Mette Fløjborg fra DIS-Odense opfordrede Landsarkivet til et nærmere samarbejde, bl.a. med hensyn til annoncering af arrangementer.
Steen Ousager supplerede med, at SA var meget bevist om det gensidige positive samarbejde med DIS-Danmark og landets slægtshistoriske foreningen.
Ikke mindst digitaliseringstiltagende er oplagte at samarbejde omkring. Et samarbejde der allerede finder sted i et vist omfang.
Ole Steenhoff havde kritiske bemærkninger til den service, han modtog på læsesalen.
Han beklager, at der ikke var mulighed for at benytte regneark på de PC´er, der står på læsesalen.
LAO havde undersøgt muligheden for at på licens til brug af Excel på en læsesals pc. Beløbet er dog for stor set ift. nytteværdien.
Ole Steenhoff ønsker at brugerne selv kan downloade gratis regnearksprogrammer – dette vil imidlertid stride imod SAs it-sikkerhedsforskrifter.
Han anførte ligeledes, at han manglede opbakning fra læsesalspersonalet, når han påpegede fejl i DDD og fejlskanninger i AO.
Han blev typisk mødt med svaret, at han selv skulle rette henvendelse til Landsarkivet for Viborg, hvad angår AO og Dansk Data Arkiv vedr. DDD.
Dette ønsker han ikke selv at gøre, da han mener, det må være LAOs opgave at formidle oplysninger om fejl videre.
Peter Fransen fandt det stadig mest hensigtsmæssigt, at Ole Steenhoff selv indberettede de fejl, han fandt, til de institutioner som rent faktisk har mulighed for at handle.
Omvendt er det dog i alles interesse, at fejlene bliver rettet. Så hvis Ole Steenhoff noterer de fundne fejl ned, kan LAO også formidle disse videre til henholdsvis LAV og DDA.
Referent: Peter Fransen