Hvis du ikke kan finde svar på dit spørgsmål på websiderne "For statslige myndigheder" er du velkommen til at stille spørgsmål til arkivaren.
Spørg om anmeldelse, bevaring/kassation og aflevering er en fælles online service for alle enheder i Statens Arkiver, som statslige myndigheder kan anvende til at få svar på arkivmæssige spørgsmål.
Dit spørgsmål vil blive videresendt til den arkivar, som har kendskab til det ministerieområde, som du kommer fra. Det kan være en arkivar på Rigsarkivet eller på et af de fire landsarkiver. Din henvendelse vil blive besvaret så hurtigt som muligt, og senest indenfor 8 hverdage.
Spørgsmål: Jeg har hørt at Statens Arkiver kasserer alle tingbøger. Er det korrekt?
De manuelt førte tingbøger fra perioden efter 1927 blev i 1990'erne afløst af elektronisk tingbogsføring. I den forbindelse blev de aktuelt gyldige tingbogsoplysninger indtastet i den elektroniske tingbog på grundlag af mikrofilmede kopier af tingbøgerne.
De manuelt førte tingbøger samt mikrofilmene blev i de nærmest følgende år benyttet til kontrol af de indtastede oplysninger. Herefter havde tinglysningskontorerne ikke længere brug for dem og ønskede derfor at aflevere dem til landsarkiverne.
Der findes knap 10.000 gamle tingbøger, som tilsammen fylder ca. 1.000 hyldemeter. De indeholder unikke oplysninger om ejendomsforhold efter 1927, som ikke var aktuelle ved overgangen til elektronisk tingbog, og de udgør derfor en værdifuld og meget efterspurgt historisk kilde. Oplysningerne skal derfor bevares på betryggende måde. Samtidig skal de stilles til rådighed for de mange interesserede på en effektiv måde. Disse to formål tilgodeses bedst ved en digitalisering.
Statens Arkiver har derfor efter drøftelse med Domstolsstyrelsen og Tinglysningsretten besluttet, at tingbøgernes oplysninger skal digitaliseres på grundlag af mikrofilmene. Når den digitale arkiveringsversion er kontrolleret og godkendt, skal de originale bøger destrueres. De må i henhold til arkivlovens bestemmelser ikke udleveres til andre.
Den digitale arkiveringsversion forventes færdiggjort i 2011/2012 og vil herefter være til rådighed for publikum på Statens Arkivers læsesale og senere på internettet.
Benyt nedenstående blanket til at kontakte os. Udfyld felterne (påkrævede felter er markeret med en rød firkant) og tryk på knappen Send.